Bedst som jeg troede marts var lige om hjørnet, slog vinter, sne og is fast, at det skam stadig er februar, og jeg stadig er på SU.
Det går ellers forholdsvist godt. Jeg har 617 kroner tilbage til resten af måneden, og takket være endnu et stort indkøb i mandags er der ikke udsigt til nævneværdige udgifter før fredag, hvor avisens fastelavnsfest truer/lokker.
Jeg var ellers lige ved at supplere min indtægt, da en gammel ven havde brug for at overnatte fra tirsdag til fredag i denne uge.
Fluks så jeg kaskader af skattefrie penge lige ned i mit SU-for, men da jeg før har boet hos ham gratis, og han desuden er på SU langt længere end min ene måned, blev det ved de våde drømme. Og han spiser tilmed mine Solgryn til morgenmad – ingen smalle steder.
Middelmådig madpakke
Mit indtag af lækkerier er dalet siden den lækre buffet i Brøndby i sidste uge.
Det kulminerede i går med den ringeste madpakke til dato.
Den blev smurt tirsdag morgen, hvilket også var en fejl. Men en gal kollega skal løbe maraton, og derfor skulle der løbes til og fra arbejde om onsdagen. Det har jeg ofte gjort, men så bare spist i kantinen.
Til 28 kroner er det bare ikke muligt i februar, så madpakken blev smurt dagen før. Jeg gjorde så den ekstra fejl, at jeg lavede den med makrel i tomat (godt, billigt og SU-agtigt).
Men efter et døgn i køleskab var rugbrødet gennemvædet og øllebrødsagtigt. Blot med makrelmos i stedet for sød sukkersmag.
Glæder mig til marts med sommer, sol og penge – eller i hvert fald én af de tre ting.