Er du også en af dem, der mener, at du er mere værd for arbejdspladsen, end du får i løn?
Eller er du bare godt gammeldags træt af chefen og overvejer at smide en opsigelse i hendes dueslag, så stop lige en halv.
Måske er det en god idé at tænke situationen igennem en ekstra gang?
Det mener karriererådgiver i fagforeningen Frie Funktionærer, Pia Boye Dam, man skal gøre.
Hun råder blandt andet til, at man finder en person, man kan være fortrolig med, og får sparret om situationen med, siger hun til Finans.dk.
Måske kan du selv gøre noget for, at din arbejdsdag bliver bedre, siger Pia Boye Dam.
Hun giver blandt andet følgende gode råd:
- Det gælder om at vide, hvorfor du gerne vil stoppe i dit nuværende job. Sig ikke op, fordi du lige bliver sur på din leder. Find i stedet ud af, hvad det er, der gør, at du ønsker at stoppe, og hvad årsagerne til det er.
- Sig ikke op, før du har fundet noget andet.
- Husk at sige op med værdighed. Det er altid en god idé at gå ind og aflevere opsigelsen personligt til chefen.