Først skulle vi have den, så duede den ikke, og nu er den så på vej tilbage igen.
Den GPS-baserede afgift for bilkørsel, også kendt som roadpricing, har levet et omtumlet liv, men får nu en varm anbefaling med på vejen fra et udvalg under regeringens trængselskommission.
- Til bekæmpelse af trængsel vurderes roadpricing at være det bedste system
sammenlignet med andre løsningsmodeller, hedder det i rapporten.
Udvalget er en del af den kommission, der blev nedsat i starten af året for at undersøge mulighederne for at begrænse bilkøerne i hovedstadsområdet, efter regeringens famøse betalingsring blev droppet.
Udvalget har fået til opgave at kigge specifikt på en landsdækkende kørselsafgift, og medlemmerne er så begejstrede, at de kommer med en uforbeholden anbefaling.
- Et nationalt roadprincingsystem vil være den bedste løsning, og jeg er faktisk blevet mere optimistisk i forhold til mulighederne for roadpricing gennem den her proces, siger udvalgets formand, Per Homann Jespersen, lektor og trafikforsker ved RUC, til Altinget.
- Udbygning af veje og justering af lyskurve til grønne bølger kan også bidrage lidt, men kun med roadpricing kan man nå helt i mål, tilføjer han.
Tanken med kørselsafgiften er at lægge en del af bilafgiften over på kørslen, således at bilisterne tvinges til at overveje, om hver enkelt tur bør tages i bilen eller kan klares bedre med andre transportmidler.
Et GPS-system i bilen skal registrere kørslen, og på baggrund af denne udregnes afgiften. Køres der i myldretiden eller på stærkt befærdede veje, bliver afgiften højere.
Kørselsafgiften har tidligere haft bred politisk opbakning, men blev taget af bordet kort før valget sidste efterår med den begrundelse, at den nødvendige teknologi ikke var til stede.
Så sent som i denne uge blev afgiften dog igen bragt på banen af 3F og tænketanken Kraka, som anbefalede afgiften.
Trængselskommissionen kommer efter nytår med et idékatalog på baggrund af det foreløbige arbejde, mens de endelige anbefalinger skal afleveres til august.
/ritzau/