Groft toiletpapir vinder stadig over den blide stråle fra et bidé, når danskerne skal have rengjort rumpen efter toiletbesøg.
Selvom danskerne bruger lang tid på personlig hygiejne, føler 43 procent sig stadig generet af urenhed efter en tur på tønden. Det viser en ny undersøgelse foretaget af den schweiziske VVS-producent Geberit.
- Det virker som om, at mange danskere har accepteret den urene følelse som en del af livet. Det vil vi dog gerne ændre på, siger Bent Knudsen, der er landechef for Geberit A/S i Danmark.
I undersøgelsen svarer op mod halvdelen, at de ville blive renere, hvis de vaskede sig med vand efter et toiletbesøg. Men der er langt fra tanken om rindende vand til at tage alternative toilettyper i brug.
- Man skulle tro, at langt flere var interesseret i hvilke forskellige toiletløsninger, der findes. Men det er ikke tilfældet. På det punkt er vi vanemennesker, siger Bent Knudsen.
Ifølge livsstilsekspert Henrik Byager skyldes de konservative toiletvaner, at det er et tabu, hvad der sker bag den låste dør.
- I Sydeuropa taler man åbent om toiletbesøg som noget urent, og hvis en familie ikke har et bidé bliver de opfattet som svin.
Geberits moderne duschtoiletter med indbygget brus, lufttørrer og lugtudsugning hitter i Sydeuropa og Asien.
Herhjemme er duschtoiletter stadig et eksotisk indslag. Salget af toiletter med brus og luft i Danmark udgør således en ganske lille procentdel af det samlede antal solgte toiletter på markedet.