Otte sejre ud af 24 mulige er ikke godt nok.
Det er den viden, som Sam Allardyce nu står tilbage med. Sammen med en grå fyreseddel.
For den 53-årige træner for Newcastle kan nu skrive forhenværende på sit CV, skriver flere britiske medier onsdag eftermiddag.
Afskedigelsen kommer fra den nye ejer, Mike Ashley, som ganske enkelt ikke var tilfreds.
- Mike og jeg vil dog gerne sige vores tak for Sams arbejde, og vi ønsker ham alt vel, siger Chris Mort, et bestyrelsesmedlem af klubben, ifølge den britiske avis The Sun.
Skuffet Sam
Sam Allardyce – kendt som ‘Big Sam’ – ville gerne være blevet i klubben.
- Jeg er skuffet, men jeg ønsker Newcastle United det bedste for resten af sæsonen og i al fremtid, siger han i en kort udtalelsen.
Der er endnu ikke fundet nogen fast erstatning for Newcastle, der møder Manchester United på lørdag.