Caroline Wozniacki har brug for al den spilpraksis på græs, som hun kan få, inden grand slam-turneringen Wimbledon begynder den 23. juni i London.
Derfor håber hendes tidligere træner Michael Mortensen, at den danske tennisspiller ud over damesingle også vil stille op i damedouble-rækken ved WTA-turneringen i Eastbourne, der er hendes eneste opvarmningsturnering før Wimbledon.
- Jeg håber for Caroline, at hun stiller op i double. At hun siger, "jeg har brug for kampe og for at eksperimentere med mit spil". Alle de ting, som man får med doublen, så hun kan blive fortrolig med at spille på græs, siger Michael Mortensen.
Caroline Wozniacki vandt for fem år siden damesingle-rækken ved turneringen i Eastbourne.
Danskeren, som på den seneste verdensrangliste er dumpet ned som nummer 16, har en semifinaleplads fra sidste år at forsvare.
Michael Mortensen mener, at det vil være meget givtigt for 23-årige Caroline Wozniacki at supplere damesingle med double i Eastbourne.
- En ting er at træne på græs, noget andet er at spille kampe. Hun har brug for hele tiden at blive testet, at spille breakbolde og serve og flugte.
- Jeg håber inderligt, at Piotr (Wozniacki, Caroline Wozniackis far og træner) har tænkt denne tanke. Det vil være befordrende og inspirerende for Caroline.
- Hvis Caroline spiller double, kan det være, at hun får lov til at spille på centre court eller en af de andre store baner, hvor hun måske skal spille single dagen efter. Det vil være inspirerende for hende.
- Det er fint nok, at hun kun spiller single i Wimbledon, men hvis hun har mulighed for at få et wildcard til doublen i Eastbourne, så skal hun gøre det. Det vil være en stor gevinst for hende. Roger Federer spiller også double ved ATP-turneringen i Halle i øjeblikket. Det gør han for at blive fortrolig med græsunderlaget, siger Michael Mortensen.
/ritzau/