Fifa er ved at ødelægge fodbolden.
En levende træner-legende er rasende.
Og det er ikke hr. hvem-som-helst, der retter tunge skyts mod fodboldens verdensorganisation, Fifa.
Det er nemlig ingen ringere end den nuværende irske landstræner, Giovanni Trapattoni, der tidligere har været træner i en lang række europæiske storklubber.
Stuttgart, Benfica, Juventus, AC Milan og Bayern München er blot en lille håndfuld.
Og hvad er det så, Giovanni Trapattoni er så rasende over?
Jo, Fifa vil seede de hold, der 'kun' bliver nummer to i de europæiske VM-kvalifikationspuljer. Der efterfølgende møder hinanden i to altafgørende play-off kampe. Dermed vil de traditionelt stærke landshold formodentlig få en nemmere vej til VM i Sydafrika. Og det behager altså bestemt ikke Trapattoni.
"Det her er lidt som at dræbe fodbolden. For nogle år siden droppede de europæiske storklubber at lave en liga kun for de bedste, fordi de opdagede, at de risikerede at ødelægge fodbolden. Den her situation er lidt den samme," lyder det fra Trapattoni ifølge goal.com.
Han forklarer.
"Ethvert landshold har de samme rettigheder. At lave en seedning går fuldstændig imod det princip," lyder det fra den italienske sølvræv.
Baggrunden for Trapattonis kritik er åbenlys.
Det irske landshold ligger blot nummer to i sin VM-pulje. Og skal derfor efter al sandsynlighed ud i en play-off kamp. Her har holdet en klar interesse i en fri lodtrækning, for så er der større chance for en let lodtrækning og dermed kvalifikation til sommerens store fodboldbegivenhed på Afrikas spids.