Kan De, kære læser, leve uden hårtørrer og barbermaskine? Hvis ikke, behøver De ikke besvære Dem med at læse videre. Men hvis De kan, så er Tulum det rene ferieparadis.
Her har de lokale stemt i mod at få indført elektricitet, og derfor leves livet efter kl. 21 i stearinlysenes skær.
Tulum ligger to timers kørsel fra byen Cancun i Mexico og er et sikkert tilflugtssted for dem, som flygter fra de to millioner turister, der årligt gæster Cancun.
Byen byder på nogle af verdens bedste strande. Her leves livet i absolut fredelighed, og bliver dagene i hængekøjen for lange, kan gæster nyde en dag i en af mayaindianernes ældgamle byer. Byen er bygget som et forsvarsværk og ligger derfor på den ene side helt ud til klipperne, mens siden mod fastlandet er begravet i jungle. Synet er mageløst, og det kan være en god idé at medbringe badetøj. Hvis solen begynder at stikke, kan man snuppe en dukkert i det turkisblå hav, før man fortsætter turen.
Inden turen går til Tulum, er det nok en god idé at beslutte, om man vil være i byen, hvor restauranter ligger dør om dør med butikker, der sælger hatte, sko og lokalt tøj til spotpriser, eller om man vil bo på stranden, som ligger nogle kilometer uden for byen.
Her ligger en 12 kilometer lang strækning, hvor hoteller udlejer såkaldte cabanas, som er hytter, der ligger på stranden. Hytterne i Cancun er verdensberømte blandt back-packere, men de seneste par år gæster et langt bredere publikum stedet. Strandene ved Tulum er uforlignelige, og man kan leje cabanas for 200-1.500 kroner per nat. Hængekøjerne hænger løst mellem træerne, og langt de fleste steder har strandstole stående. På de lokale restauranter serveres frugtdrinks til spotpriser, og musikanter iført traditionelle dragter spiller op under palmerne. Efter mørkets frembrud lyser kun stearinlysene op i de små cabanas på strandene. Til gengæld er himlen fyldt med stjerner over stranden, hvor man kan nyde en drink, før sengen kalder.