Samfundsdebatten i Danmark har i årevis været styret af venstrefløjen. Borgerlig tænkning har været død. Derfor var det saliggørende, da vi for få år siden fik den borgerlige tænketank Cepos, der på forfriskende vis har udfordret bestående sandheder.
Og et scoop var det, da Cepos for få uger siden udgav statsminister-søn Henrik Fogh Rasmussens bog Amerikanske Tilstande – en bog, der med kolde, statistiske fakta skulle gøre op med vedtagne – og forkerte, forstod man – dogmer om et land, præget af hjemløshed og kriminalitet og med elendige sundhedsforhold.
Nyhedsavisen kan imidlertid i dag dokumentere, at bogens centrale påstande er skrupforkerte – bogen er, for at sige det rent ud, et stykke manipuleret makværk, fuld af grove fejl og fordrejninger. Fogh Rasmussen gør sig skyldig i direkte uhæderlighed for at få sit rosenrøde billede af USA til at hænge sammen.
Han vælger konsekvent tal, der støtter hans påstande, men udelader andre – og vægtigere – oplysninger, der siger det modsatte. Han fejlfortolker tal og data, og han sjusker, så man dårligt kan tro, at hans far er landets pertentlige (og det er positivt ment) statsminister. Henrik Fogh Rasmussen forsvarer sig i dag med, at »man ikke i en debatbog kan dobbelttjekke alle primærkilder.«
Jo, man kan, Fogh! Der er kun ét at gøre: Bogen må trækkes tilbage og Cepos beklage.