Af Boye Haure | medl. af hovedstadens radikale hovedbestyrelse
Venstres Eyvind Vesselbo har sagt, at »jeg er grundlæggende træt af den antagelse, at asylsøgere per definition er en byrde for samfundet«, og han kalder den nuværende linie for »uanstændig«. Det er ikke første gang, Vesselbos udtalelser kolliderer med Venstres ellers berygtede militæriske partidisciplin, men nu er det nok skarpere udtrykt end tidligere.
Mon ikke Vesselbo hører mere hjemme i Ny Alliance end i Venstre? Går han – hvad han anstændigvis bør, hvis vælgerne skal bevare troen på, at politikere mener, hvad de siger – så kan han være med til at presse statsministeren til at udskrive valg, inden Fogh bliver tvunget til det.
Vesselbo er ikke nogen tilfældig venstremand, men en akademiker med rødder i forskning i og kritik af udlændingepolitikken før 2001. Mon ikke der sidder nogle flere venstrefolk i Folketinget, der tænker nok er nok ligesom Lene Ebdrup, som jo allerede er skiftet til Ny Alliance?
Efterhånden kan alle med menneskelig empati og økonomisk fornuft se det: Et opgør mod Dansk Folkepartis udlændingepolitik er påkrævet, særligt i en tid hvor vi mangler arbejdkraft. Integrationstænketanken og erhvervslivet siger det, og vismændene konkluderer ydermere i deres seneste rapport, at hvis vi ikke kan skaffe mere arbejdkraft, kan det blive nødvendigt med en skatteforhøjelse.
Træd nu i karakter som en sand liberal, Vesselbo!