Siden 1763 har Blovstrød Kro været at finde på Kongevejen mellem Birkerød og Hillerød, men fremover kommer man sandsynligvis til at køre forgæves, hvis man ønsker at besøge den traditionsrige kro.
Frederiksborg Amts Avis skriver nemlig, at den gamle kro er gået konkurs.
Konkursen bekræftes af kurator Gunvor Sundgaard Happe fra København:
- Sidste åbningsdag var i søndags, og derpå stoppede driften, og mandag blev jeg indsat som kurator på boet, siger Gunvor Sundgaard Happe.
Hun skal i gang med at realisere boets aktiver.
Det varer ofte mellem et halvt og et helt år at realisere boets aktiver og komme videre med at få lukket sagen. Hvis det ender i retssag, tager det endnu længere tid, siger advokaten.
Noget tyder dog på, at det ikke er helt slut med måltider og øl på Blovstrød Kro. Frederiksborg Amts Avis oplyser, at den gamle kro snart kan genåbnes med en ny ejer.