Ved folketingsvalget i 2001 fik Tove Videbæk knap 6.000 personlige stemmer, og dermed trak hun alene 10 procent af stemmerne til Kristendemokraterne. Men stemmeslugeren kan meget vel være på vej ud af dansk politik.
For hun har det meget svært med partiets nye linie om abort, der blandt andet betyder, at partiet ikke længere vil stille forslag i Folketinget om at ændre abortlovgivningen.
- Vi står i en vanskelig og alvorlig situation, og vi skal finde ud af, hvad der er partiets fremtid. Hvis vi ikke vil fremsætte ændringsforslag til abortlovgivningen, så nedlægger jeg mit folketingskandidatur, siger hun til TV 2 Midt Vest.
Den nye linie var i øvrigt den direkte årsag til at lederne af Faderhuset, Ruth Evensen, lørdag lancerede sit nye parti, Frihedspartiet, der netop går ind for at stoppe fri abort.