Sommerferien rammer i de næste fire uger Nyhedsavisen og dermed også denne spalte.
Vi benytter lejligheden til at komme med SOS-redaktionens bud på sommerens sportslige højdepunkter.
Vi lægger ud i Roskilde, hvor man på Dyrskuepladsen på lørdag kan opleve det årlige nøgenløb. Arrangørerne forventer 5-10.000 tilskuere til årets udgave, og de kan ifølge DMI se frem til et løb blandet op med en god gang klassisk mudderbrydning. Et must for alle atletik-fans.
Tour de France er næste punkt på sommerplanen. Det er dog kun en mulighed, såfremt der kan sammensættes et felt af ryttere, der ikke er mistænkt for doping i tilstrækkeligt høj grad til, at de bliver nægtet at stille op.
Ingen sommer uden fodbold. Mens alle de store ligaer ligger sommer-brak, er der rent faktisk stadig fornuftige lande, hvor man benytter det gode vejr til at spille fodbold. Køb den mega-bonus-ekstra store kabel-pakke med finsk Canal Soumi++ og islandsk Kanalur Sporturis 1 og se med, når de islandske og finske mesterskaber bliver afviklet.
Skal man absolut selv kaste sig ud i sportslige strabadser, foreslår redaktionen, at man benytter det danske sommervejr til at genoplive den klassiske sportsgren glidebanespringning. Tag en græsplæne, smør den ind i sæbe, lad det regne godt på den, stil en række forhindringer op, og se så hvem der kan gennemløbe banen hurtigst.
Timers morskab. God sommer!