Opdateret kl. 14:14
Cykelløbet Tour de France er udsat til at vare fra 29. august til 20. september på grund af coronapandemien, oplyser Den Internationale Cykelunion, UCI.
Årets Tour de France skulle oprindeligt være afviklet fra 27. juni til 19. juli.
UCI oplyser, at de to øvrige grand tours, Giro d'Italia og Vuelta a España, skal følge efter Touren og VM i en ændret kalender.
Touren vil følge den planlagte rute, og både lokale myndigheder, hold og ryttere er blevet konsulteret i processen, som førte frem til onsdagens beslutning.
Udskydelsen af Touren var ventet, og beslutningen har været længe undervejs.
Mandag gjorde Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, det klart, at store begivenheder med mange mennesker ikke kunne komme på tale i landet førend tidligst midten af juli grundet coronakrisen.
Udskydelsen af Touren ville kollidere med Vueltaen, som stod til at blive kørt fra 14. august til 6. september.
ASO, der arrangerer Touren, er også medejer af Vueltaen, og det gør det nemmere at finde datoer for afvikling af den spanske rundtur.
Der er endnu ikke sat endelige datoer på Vueltaen og Giroen. Men de to store etapeløb vil blive placeret efter VM i cykling, der fortsat står til afvikling fra 20. til 27. september.
Dermed begynder VM-ugen, samme dag som Touren slutter.
Klassikere udskydes også
UCI oplyser, at suspenderingen af alle cykelløb er forlænget en måned. Nu skal der først cykles efter 1. august på World Tour-niveau.
De store klassikere, som er udskudt i dette forår, vil også blive afviklet senere i denne sæson. De er dog ikke placeret endnu i kalenderen.
Det drejer sig om Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt. Datoer for disse løb vil komme på et senere tidspunkt.
UCI-præsident David Lappartient takker interessenterne i cykelsporten for samarbejdet i en svær tid. Han anerkender, at der stadig forestår et stort stykke arbejde med at gøre kalenderen færdig.
- Men et vigtigt første skridt er blevet taget i dag. Og vi har fået etableret en ramme, der gør det muligt at bevare de grundlæggende rettigheder for holdene, rytterne og personalet, siger han.
/ritzau/