Josephine Touray har været knæskadet siden starten af oktober og kommer med garanti ikke i aktion for hverken Danmark eller FCK Håndbold inden EM.
Alligevel var hun med på listen, da håndboldlandstræner Brian Lyngholm udtog bruttotruppen til EM i Sverige, som spilles i december.
Den 27-årige FCK?ers rutine i slutrunder er nemlig særdeles vigtig for holdet, der har været i gang med et generationsskifte, siden Lyngholm overtog holdet i januar.
»De unge skal have nogen at støtte sig op ad, særligt når det ikke lige kører for holdet. Og der er Josephine vigtig,« siger landstræneren.
Han er ikke bekymret over højrefløjens manglende kamptræning, bare hun er fit for fight.
»På hendes plads er det vigtigt, at hun er 100 procent skadesfri. Men Josephine har så stor rutine, at det ikke vil tage hende lang tid at få skærpet og timet hendes spil,« siger Brian Lyngholm.
Han håber at have Touray med i den sidste træningslejr i Vejle i slutningen af denne måned, inden turen går til Malmö, hvor Danmark indleder EM mod Frankrig 7. december.
Josephine Touray er mere end klar til endnu en tørn i nationaldragten, men hun ved ikke, om knæet vil, som hun vil.
»Jeg aner ikke, om jeg bliver klar. Men jeg synes, det er sjovt at være med på landsholdet og vil ikke undvære det. Det kan jeg mærke, nu når jeg er skadet,« siger hun.
Inden det går løs i Sverige skal truppen trimmes ned fra 24 til 16. Træner Brian Lyngholm kan dog skifte ud i truppen blandt samtlige 24 kvinder undervejs i turneringen.
Bruttotruppen til EM:
Louise Bager Due, Viborg HK
Rikke Schmidt,Ikast-Bording EH
Rikke Skov, Viborg HK
Henriette Mikkelsen,Viborg HK
Rikke Nielsen, HC Leipzig
Kristina Bille-Hansen, Viborg HK
Mette Sjøberg, FCK Håndbold
Malene Dalgaard, GOG/Svendborg TGI
Maibritt Kviesgaard, GOG/Svendborg TGI
Louise Svalastog, KIF Kolding
Karin Mortensen, SK Århus
Anette Bonde Christensen, KIF Kolding
Lene Lund Nielsen, Viborg HK
Kamilla Kristensen, Slagelse FH
Katrine Fruelund, Randers HK
Lene Thomsen, Viborg HK
Trine Troelsen, Viborg HK
Louise Mortensen, Aalborg DH
Mette Iversen, GOG/Svendborg TGI
Trine Jensen, GOG/Svendborg TGI
Lise Knudsen, GOG/Svendborg TGI
Ann-Grethe Nørgaard, Randers HK
Josephine Touray, FCK Håndbold
Heidi Johansen, Randers HK