Josephine Touray siger:
Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kommer videre fra mellemrunden. Nu skal vi møde russerne, og de spiller som et typisk Østeuropa-hold, så de kan være nemme at slå ud af den. Østeuropæiske hold er jo ikke kendt for deres returløb, og kan vi få vores forsvar op at stå som mod Spanien, og Kasper Hvidt til at stå godt igen, så kører vi dem over kontramæssigt.
Det, der er godt ved Danmarks spil lige nu, det er, at spillerne skiftes til at være gode. De, der var knap så gode i går, de var gode mod Kroatien, og sådan skal de blive ved. Kroatien er for eksempel utroligt afhængige af Balic, sådan er Danmark ikke afhængige af en enkelt spiller på samme måde.
Det er også vigtigt, at de der udfald, som Danmark har, bliver mindre og mindre, og det skal de også sørge for i morgen mod Rusland. Det er sjældent, at man spiller supergodt i 60 minutter, så der vil komme perioder, som er mindre gode, og der skal spillerne undgå at gå i panik. I starten af anden halvleg scorer Spanien tre mål i træk, og da går Danmark ikke i panik, og det er det, de vinder på.
Der er ikke flere lette kampe – den lette kamp var den mod Angola – men kampen mod Rusland bliver en kamp, som vi har stor, stor chance for at vinde, og selvfølgelig går vi så i kvartfinalen. Og derefter? Det er dagen, der afgør det, og så kommer det an på hvem de møder.