For to år siden skrev Chris Froome sig ind i historiebøgerne som Tour de Frances første afrikanskfødte vinder, og nu får han endnu en prominent plads i de mange statistikker, der omgiver det verdensberømte cykelløb.
Med sejren i dette års Tour, der blev en kendsgerning lørdag eftermiddag, bliver Froome den 20. rytter - hvis man ikke tæller Lance Armstrong med - der vinder løbet mere end én gang.
Tilbage er der kun at vente på hyldesten, champagnen og kindkyssene på Champs-Élysées efter paradekørslen søndag.
Lørdagens 20. etape til Alpe d'Huez var rivalernes sidste mulighed for at gøre det, som har virket utænkeligt siden første bjergetape for næsten to uger siden: at tage den gule trøje fra Froome.
Det lykkedes ikke helt, selv om Nairo Quintana igen gjorde et helhjertet forsøg og skar mere end et minut af Froomes forspring.
De sidste to dage har givet en lille ridse i Froomes ellers blanke overflade, men det ændrer ikke på, at han var Tourens bedste rytter set over alle tre uger.
Historien om "den hvide afrikaner", der nu er britisk statsborger er skrevet mange gange, siden han dukkede op i forreste række som Bradley Wiggins' luksushjælper i 2012.
Det er fortællingen om knægten, der blev født i Kenyas hovedstad, Nairobi, og som siden flyttede til Sydafrika. Han kørte cykelløb som barn, men satte karrieren på vågeblus, mens han læste økonomi i to år på universitetet i Johannesburg.
Som 22-årig støvede han cyklen af igen, og i de senere år er han vokset til en af verdens bedste etapeløbsryttere.
Med sin særegne, akavede stil ser han uskolet ud. Men den virker altså for ham og kan fortsat narre rivalerne til at tro, at han er ved at gå kold. Også på bjergetaperne i sidste uge af denne Tour de France.
- De har angrebet ham meget tidligt på nogle etaper, og det er fordi, han har set skidt ud. Problemet er, at det gør han altid, som Brian Holm formulerer det.
Froome er en etapeløbsrytter af den moderne skole, der tilrettelægger hele sæsonen efter Tour de France.
Han er ikke en Alejandro Valverde, som vinder forårsklassikere i marts og april, er et godt bud på en verdensmester sidst på sæsonen og ind imellem kører på podiet i grand tours.
Froome gør ikke meget væsen af sig uden for sommermånederne, men i modsætning til Valverde har han vundet verdens vigtigste etapeløb. To gange.
- Han har kørt lidt mindre i foråret, end han plejer. Timingen har været perfekt, og så har han haft et stærkt hold bag sig, siger Brian Holm.
Han lagde grunden til den samlede sejr med en suveræn præstation på Tourens første bjergafslutning på La Pierre-Saint-Martin, hvor han distancerede Nairo Quintana med et minut og de øvrige favoritter med meget mere.
Blandt andet fordi, Froome satte tingene så tidligt på plads, blev det aldrig den håbede kamp mellem "de fire store", Froome, Quintana, Alberto Contador og Vincenzo Nibali.
De to sidstnævnte valsede allerede i den første uge bag af dansen, og Quintana formåede først til sidst at finde den fandenivoldskhed og den energi, der skal til for at udfordre Froome i bjergene.
Det er delvis Froomes skyld, at Touren ikke blev mere spændende, men det er ikke hans problem. Tværtimod.
Han har været frontfigur på et særdeles velsmurt Sky-hold, der fuldstændig har underlagt sig kaptajnens ambitioner.
- Man må bare tage hatten af for ham, for han har kørt flot, siger Brian Holm.
Froome har ført Tour de France siden 7. etape, og det har aldrig for alvor set ud, som om der kunne blive ændret på det.
Men som 19. og 20. etape viste, har han ikke været voldsomt overlegen, og man har ikke set ham meget i offensiven.
Alligevel har han - præcis som da han vandt for to år siden - dagligt måttet lægge ryg til mistænkeliggørelse og dopingbeskyldninger.
Den slags er blevet en uundgåelig del af cykelsporten, og som Brian Holm påpeger, bliver Froome og hans slags betalt fyrsteligt for at blive mistænkeliggjort.
Froome har da heller ikke på noget tidspunkt mistet fatningen. Han har taget imod alle spørgsmål med åben pande og svaret ganske afdæmpet.
Når temperamentet undervejs er blusset op, har det skyldtes scener, som han har fundet usportslige.
Som da Nibali på 19. etape angreb i samme sekund, som mekaniske problemer tvang Froome til at stoppe op.
Eller da publikum overdængede ham med urin, spytklatter eller uværdige tilråb, fordi franskmændene ikke er overbevist om, at han har rent mel i posen.
Da så man i et glimt en anden Froome end den velafbalancerede, afmålt venlige. Der kom små sprækker, men facaden krakelerede aldrig helt.
- Froome og holdkammeraterne har set sikre ud på overfladen, men jeg kan garantere for, at de har haft en stressende Tour. En punktering, et styrt, mere skulle der ikke til, siger Brian Holm.
Det øjeblik opstod bare aldrig. Først til sidst så man Froome i problemer, da Quintana to dage i træk kørte fra ham.
Men da blev han reddet af den margin, han havde opbygget igennem tre uger, hvor han beviste, at han denne sommer var verdens stærkeste etapeløbsrytter.
/ritzau/