Fodbold har ifølge den tidligere spanske cykelstjerne Oscar Pereiro problemer med doping.
Pereiro, der i 2006 vandt Tour de France, går til angreb på fodbolden oven på sidste uges dopingindrømmelse fra Lance Armstrong.
- Der er en spiller, der har brugt transfusion til at forbedre sine præstationer, og han er et idol i dag.
- Der er en spiller, der har brugt væksthormon, og han er også et idol, siger 35-årige Oscar Pereiro ifølge ESPN Soccernet til avisen Cadena Cope.
Spanieren valgte efter sin cykelkarriere at indlede en fodboldkarriere i 2010 hos Coruxo i Spaniens næstbedste fodboldrække, og dermed står han med et ben i hver lejr.
Han mener alligevel, at medierne behandler cykelsporten meget hårdere end andre sportsgrene, når det kommer til doping.
- Det handler ikke om at forsvare cykling og kaste lort på andre sportsgrene, men jeg ville ønske, at I ville behandle andre sportsgrene på samme måde, når I opdager et problem, siger Oscar Pereiro, der aldrig selv har forholdt sig til doping i sin karriere.
- Den dag jeg bliver betalt en million euro, som mange andre er blevet betalt, så vil jeg fortælle om det, siger den tidligere cykelstjerne.
/ritzau/