Når der skal uddeles nye VM-trøjer i landevejscykling i København til september bliver det uden årets australske Tour De France vinder Cadel Evans.
Det fortæller BMC-holdets sportsdirektør John LeLangue til holdets hjemmeside. Cadel Evans vandt ellers VM så sent som i 2009, men løbsdirektør Jesper Worre mener ikke, at det betyder noget, når stjernen bliver væk.
"VM er større end den enkelte rytter, så det er ham der mister en chance og ikke os," siger han til Newspaq.
Årsagen til Cadel Evans afbud er ifølge BMC-holdets direktør, at ruten favoriserer sprinterne og at han derfor ikke regner med, at han stiller op. Den forklaring køber Jesper Worre ikke.
"Hvis Cadel Evans var i form ved løbets start er det i den grad en rute, der ligger til ham. Den er 236 km lang, og slutter med opløb opad. Det handler om, at han ikke er i form efter en lang sæson," fortæller løbsdirektøren og forklarer, at samme undskyldning formentlig gælder for en anden tour-vinder:
"Det er lidt det samme med Alberto Contador. Alt tyder på, at han heller ikke kommer".
Fraværet af to af cykelsportens største ikoner får dog ikke Jesper Worre til at ryste på hånden.
"Alle verdens bedste endagsryttere kommer," siger han.
VM køres i København og Nordsjælland fra den 19. - 25. september.