- Det var en fornøjelse at møde Emmanuel Macron og Lars Løkke Rasmussen efter etapeafslutningen i dag.
Sådan lyder det fra ingen ringere end Chris Froome, manden i den gule førertrøje i verdens hårde cykelløb, Tour de France.
Den britiske tourkonge mødte således efter torsdagens etape den danske statsminister og den franske præsident i målområdet.
På det sociale medie, Twitter, har han lagt et billede op af de tre sammen, og her ser man en Lars Løkke, der lytter interesseret på den britiske tour-favorit.
Lars Løkke lytter interesseret på, hvad Chris Froome har at sige. Emmanuel Macron ser på.
Den danske statsminister var inviteret til løbet af den franske præsident, og de to snakkede blandt andet om de danske muligheder for at få Tour de France til Danmark.
- Jeg har en stærk fornemmelse af, det nok skal lykkes på et tidspunkt, fordi vi har leveret et meget godt bud, sagde Lars Løkke Rasmussen til TV2.
Også den franske præsident var glad for at se den danske statsminister i det franske. Han har ligeledes lagt et billede ud på Twitter, hvor de to trykker hånd.
Rigtige venner. Den danske statsminister og den franske præsident.