Ritzau
Opdateret kl. 08:31
Den spanske cykelstjerne Alejandro Valverde (Movistar) er blevet opereret efter et voldsomt styrt på lørdagens åbningsetape i Tour de France.
Den 37-årige spanier skred ud i et sving på den korte enkeltstart og flækkede knæskallen efter en kollision med barrieren.
Søndag morgen har Valverde lagt et billede og en lille tekst op på sin Twitter-profil, hvor han fra hospitalsengen i Düsseldorf laver et v-tegn med den ene hånd.
- I aftes blev jeg opereret for en fraktur i knæskallen på universitetshospitalet i Düsseldorf.
- Alt er gået godt. Tak for at være med mig, skriver Valverde.
Spanieren sluttede som nummer tre i Tour de France for to år siden, og han var i år udset til at have en vigtig rolle i forhold til Movistars holdkaptajn, Nairo Quintana.
Briten Geraint Thomas (Sky) vandt lørdagens 14 kilometer lange enkeltstart i Düsseldorf.
Søndag fortsætter Touren med 2. etape, der går til Liege i Belgien.
/ritzau/