Det har været en slem uge for tyske Patrik Sinkewitz fra T-Mobile.
I søndags torpederede han en 78-årig tilskuer på vej fra målet i alpebyen Tignes. Sinkewitz brækkede selv næsen og skadede både skulder og knæ. Den ældre tilskuer røg i koma, som han dog senere kom ud af. Han har dog en alvorlig skade i hovedet.
I dag er det hele så blevet endnu værre for Patrik Sinkewitz. Det tyske antidoping agentur oplyser nemlig, at Sinkewitz har afgivet en positiv urinprøve den 8. juni. Prøven indeholdt for høje værdier af kønshormonet testosteron.
Tyskeren må nu afvente resultatet af b-prøven, før han kommer til at kende konsekvenserne.