Tour de France-vindende holdejer er død

Den schweiziske BMC- og Young Boys-ejer Andy Rihs er død efter sygdom. Han blev 75 år.
Andy Rihs (th.) kunne fejre sin største triumf som BMC-ejer, da Cadel Evans (tv.) i 2011 vandt Tour de France.
Andy Rihs (th.) kunne fejre sin største triumf som BMC-ejer, da Cadel Evans (tv.) i 2011 vandt Tour de France. Foto: Denis Balibouse/Reuters

Den schweiziske forretningsmand Andy Rihs døde onsdag, han blev 75 år. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Rihs var kendt som holdejer for det succesrige cykelhold BMC samt den schweiziske fodboldklub Young Boys.

Rihs døde efter længere tids sygdom, oplyser BMC-holdet.

- Vores sorg er ubeskrivelig, men vi vil fortsætte ud fra hans værdier, skriver holdet og hylder Rihs for hans "generøsitet, humoristiske sans og smitsomme grin".

Højdepunktet for Rihs som BMC-ejer var i 2011, da australieren Cadel Evans førte holdet til den samlede sejr i Tour de France.

Havde Rihs levet lidt længere, havde han formentlig oplevet Young Boys vinde det schweiziske mesterskab for første gang i 32 år.

Klubben fører ligaen med 11 point til nummer to med seks runder tilbage.

- Andy, tak for alt. Vi vil savne dig, lyder det i en meddelelse fra klubben.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.