Tour de France-treer tager til Astana

Vincenzo Nibali skifter til fra Liquigas til det kasakhiske hold Astana.

Årets nummer tre i Tour de France, italienske Vincenzo Nibali, skal fremover køre for Astana. Han skifter sammen med holdkammeraterne Valerio Agnoli og Alessandro Vanotti, der også har kørt på Liquigas-holdet.

Det bekræfter vicepræsidenten for det kasakhiske cykelforbund, Allen Chayzhunusov, ifølge feltet.dk.

Nyheden kommer samme dag, som det er blevet lovligt for de professionelle cykelhold at offentliggøre nye kontrakter.

- Transferperioden åbner i august ifølge UCI's (den internationale cykelunion, red.) regler, og det er nu muligt at annoncere aftaler for næste sæson. Vi er nået frem til en aftale med Nibali, Agnoli og Vanotti (....), siger Allen Chayzhunusov.

Alle tre ryttere har skrevet toårige kontrakter.

Allerede under Tour de France blev der spekuleret i, om Nibali var på vej til det kasakhiske hold, da Astanas manager fortalte, at han gerne ville have Nibali og danske Jakob Fuglsang på sit hold.

Men indtil videre tyder det altså ikke på, at Fuglsang ryger samme vej som italieneren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.