Tusindvis af cyklister ventes at varme op til sommerens store cykelbegivenhed i Danmark, Tour de France-starten, når motionsløbet Tour de Storebælt lørdag triller hen ad de danske veje.
Og med cirka 16.000 cyklister følger markant mindre plads til biler, busser og anden transport.
Derfor skal man lørdag regne med markante forsinkelser i trafikken, lyder det fra både politiet, løbsarrangøren samt Sund & Bælt, der driver Storebæltsforbindelsen.
Som afslutning på motionsløbet krydser cyklisterne nemlig Storebæltsbroen. Og i og med broen er åben under hele løbet, kan der forventes længere rejsetid.
Vejdirektoratet forventer, at trafikken på broen vil være påvirket af cykelløbet i tidsrummet mellem klokken 13.00 og 21.00.
Her vil det østgående spor mod Sjælland blive omlagt til dobbeltrettet trafik, hvilket betyder, at det klokken 14.30 vil være nødvendigt at lukke broen helt for biltrafik i omkring 30 minutter.
Mere trængsel
Udover mere eller mindre trafikkaos - eller trængsel, som Vejdirektoratet udtrykker det - på Storebæltsbroen, så skal trafikanterne sætte ekstra tid af, hvis turen foregår omkring ruten i kommunerne Roskilde, Lejre, Holbæk, Odsherred, Kalundborg, Slagelse og Nyborg.
Her vil der nogle steder være midlertidig spærret i en kort periode.
Således vil der på rute 22 mellem Kalundborg og Slagelse og rute 23 mellem Kalundborg og Roskilde være spærret i begge retninger fra klokken 14.00 til 18.00.
Flere veje bliver midlertidig spærret i forbindelse med løbet. (Kort: Vejdirektoratet)