Det er en udfordring at være Tottenham-manager i øjeblikket.
Holdet vader i skader, og søndag blev det endnu værre, da profilen Dele Alli måtte humpe ud af opgøret, da Tottenham i overtiden slog Fulham 2-1.
- Det er hans venstre baglår. Jeg håber ikke, det er et stort problem, men vi må afvente undersøgelserne, siger Tottenham-manager Mauricio Pochettino ifølge BBC.
Han kunne lune sig over tre point efter Harry Winks hovedstødsscoring i det 93. minut, efter et opgør hvor Tottenham dominerede.
- Det var fantastisk af Harry Winks. Han troede på det, og det var et fantastisk indlæg fra N'Koudou (Georges-Kevin, red.). Nogle gange handler fodbold ikke om taktik og formationer, men om at tro på tingene, siger Pochettino.
Han får i særdeleshed brug for at tro på tingene i nærmeste fremtid, da Tottenham er hårdt ramt af skader og afbud.
Topscorer Harry Kane er ude i op til to måneder med en ankelskade, mens den oplagte erstatning er sydkoreanske Son Heung-min, som i øjeblikket spiller Asian Cup.
Derudover er midtbanespillerne Lucas, Moussa Sissoko og Victor Wanyama alle skadet, og nu slutter Dele Alli sig til trioen.
Kanes fravær gav Fernando Llorente muligheden i angrebet søndag, men spanieren brillerede ved at misbruge to store hovedstødschancer og score selvmål, da Fulham kom foran 1-0.
Pochettino og Tottenham er udsat for et stramt program, da klubben stadig er med i fire turneringer.
Der er top-4-striden i ligaen, og så venter den afgørende semifinale i Liga Cuppen mod Chelsea og opgørene mod Borussia Dortmund i Champions League lige rundt om hjørnet.
Manageren har dog udelukket indkøb i januar efter en sommer, der heller ikke bød på nye spillere i truppen.
Pochettino mener, at han har den trup, han skal bruge, og han gør ofte en dyd ud af at opfinde nye spillere fra egne rækker.
- Nogle skader opstår i en periode med et meget stramt program, men så åbner det døren for andre spillere, som ellers ikke normalt starter på banen eller er på bænken.
- Det her er en fremragende mulighed for nogle af spillerne til at vise deres kvaliteter, siger argentineren.
Tottenham ligger på tredjepladsen i ligaen med fem point op til Manchester City på andenpladsen og fire point ned til Chelsea på fjerdepladsen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.