Premier League-oprøret mellem sidste sæsons nummer fire og fem, Tottenham og Newcastle, endte med en 2-1-sejr til værterne fra Newcastle.
Tottenham mødte op til lørdagens udebaneopgør mod Newcastle uden deres kroatiske stjerne Luka Modric. Han har gjort sig upopulær hos den nye manager, André Villas-Boas, ved at kræve at blive solgt.
Kroatens afløsere på den centrale midtbane, Jake Livermore og brasilianske Sandro, startede kampen nervøst og pådrog sig begge hurtigt gule kort. Men støt og roligt arbejdede duoen overtaget over på Tottenhams side.
Og det var pure uheld, der gjorde, at Tottenham ikke var foran ved pausen. Både Jermain Defoe og Gareth Bale ramte i de første 45 minutter stolpen.
Newcastle havde forholdt sig meget rolig i kampen første halvdel, men otte minutter inde i anden halvleg krøllede senegalesiske Demba Ba bolden i mål til en lidt ufortjent 1-0-føring til værterne. Det var Bas første mål siden februar.
Umiddelbart efter målet blev Newcastles manager, Alan Pardew, forvist til tribunen, efter han puffede til fjerdedommeren.
Som kampen skred frem, blev det tydeligt, at Tottenham savnede Modric' kreativitet. Udeholdet satsede mere og mere på halvdesperate og ufarlige lange bolde.
Men ud af ingenting fik Tottenhams Jermain Defoe pludselig udlignet til 1-1 på en ripost.
Glæden varede kort for Spurs. Blot tre minutter senere fremskaffede Hatem Ben Arfa et straffespark, som han selv eksekverede. 2-1 til Newcastle.
Det slog luften ud af det efterhånden tamme Tottenham-hold, og dermed sikrede Newcastle sig en premieresejr.
/ritzau/