Premier League-klubben Tottenham forlænger samarbejdet med den belgiske forsvarsspiller Toby Alderweireld.
Fredag meddeler klubben, at man har udnyttet en option i belgierens kontrakt, der gav Tottenham mulighed for at forlænge aftalen med et år.
Den løber nu frem til sommeren 2020.
Toby Alderweireld har været en fast del af Tottenham-forsvaret, siden han skiftede til London-klubben fra Atlético Madrid i sommeren 2015.
Før han tog til Atlético Madrid, spillede Alderweireld for Ajax Amsterdam i fire år fra 2009 til 2013. Inden da havde han også spillet ungdomsfodbold i den hollandske storklub.
I alt er det blevet til 135 optrædener i Tottenham-trøjen for den 29-årige belgier, der har scoret seks mål for den engelske klub.
Han har desuden 88 landskampe på cv'et og var en fast del af holdet, da Belgien ved sommerens VM-slutrunde i Rusland vandt bronze.
Tottenham indtager i øjeblikket tredjepladsen i den bedste engelske række med seks point op til førerholdet Liverpool.
/ritzau/