Der var knald på kedlerne på White hart Lane, da Tottenham tog i mod Braga i returopgøret i UEFA Cuppen. Hotspur havde vundet første kamp 3-2 på udebane, og derfor lignede det en ekspeditionssag for hjemmeholdet. Men forsvareren Tom Huddlestone gav gæsterne en hjælpende hånd, da han lavede selvmål efter 24 minutter.
Fire minutter senere kunne hjemmeholdets fans dog trække vejret roligere, da Dimitar Berbatov udlignede. I det 42. minut var bulgareren på pletten igen og øgede til 2-1.
Efter 61 minutter fik Jorge Andrade bragt en smule spænding tilbage i opgøret, da han scorede direkte på frispark. Et lille kvarter senere sømmede franske Steed Malbranque dog den portugisiske kiste til med målet til 3-2.
Samlet set går Tottenham altså videre med en målscore på 6-4.
I kvartfinalerne får englænderne følgeskab af Werder Bremen, Leverkusen og Osasuna, der også indløste billetter i aftes.
Werder havde allerede vundet 1-0 ude over Celta Vigo, og tyskerne, uden Daniel Jensen, havde ikke tænkt sig at bidrage med noget som helst i første halvleg.
Efter pausen fik tyskerne endelig gang i maskinen, da først Hugo Almeida og senere Clemens Fritz fik bolden i rusen. Celta Vigo havde intet modsvar, så Werder er videre med samlet sejr på 3-0.
Så var der mere spænding i Spanien, hvor Rangers skulle forsøge at gå videre mod OB s overmænd fra puljespillet, Osasuna, efter 1-1 i Glasgow. Skotterne skulle score for at holde liv i drømmen om en UEFA Cup-finale på hjemmebane, da finalen i år spilles på Hampden Park.
Kampen var åben indtil dybt inde i anden halvleg, men det var spanierne, der stod for kampens enlige scoring ved Pierre Webó efter 71 minutter. Dermed vinder Osasuna samlet 2-1.
Leverkusen slingrede heller ikke mod en anden af OB s banemænd, franske Lens. Tyskerne havde et tricky 2-1-nederlag med sig fra Frankrig, men der var ingen tvivl om resultatet. 3-0 viste måltavlen efter kampen. Voronin, Barbarez og Juan skød Lens i sænk.
Torsdag aften har Christian Poulsen og Sevilla også mulighed for at gå videre, når Sevilla spiller ude mod Shaktar Donetsk. Spanierne er på en svær opgave, da de kun fik 2-2 hjemme.
De øvrige opgør torsdag er Benfica-PSG, hvor franskmændene skal forsvare en 2-1-sejr fra første kamp, Espanyol-Maccabi Haifa, der er helt åben efter 0-0 i første opgør, og endelig tager AZ imod Newcastle. Hollænderne skal forsøge at hente et 4-2-nederlag på udebane.
Fredag trækkes der lod til kvartfinalerne.