
Perfect Stranger
Instr.: James Foley
Det er nemmere at sandsynliggøre, at underskønne Halle Berrys figur rent faktisk hører til blandt verdens syv vidundere, end at forklare plottet i Perfect Stranger . Men hvis du tror, at du kan regne mordgåden ud, så hæft dig ved filmens titel; den giver også kun mening, når man har set slutningen.
Indledningsvis spiller oscar-vinderen Halle Berry den nådesløse kriminalreporter med næse for skandaløse afsløringer, der let koster karrierer blandt toppolitikere, hvorfor hendes sande identitet som Rowena Price er hemmelig. Pludselig bliver hun kontaktet af sin barndomsveninde (som hun tydeligvis ikke er tryg ved), der har en afsløring, hun gerne vil overlade til vores journalist.
Spekulations-mord
Men hov, kort efter bliver den mystiske veninde fundet myrdet. En klassisk cliff-hanger, der lover godt. Især da skurken måske er Bruce Willis i topform som den skruppelløse, sexgale reklamedirektør Harrison Hill.
Rowena Price går undercover på reklamebureauet for at grave i hemmeligheder og løgne og ser så sandelig godt ud, mens hun gør det, hvilket i første omgang kan forhindre, at man opdager at Perfect Stranger også rent logisk lader sig lede på vildspor.
For hvem er hvem, og kan Rowena overhovedet stole på sin faste pressepartner (og hacker-ekspert), spillet af Giovanni Ribisi, der for alvor kan ligne en psykopat (som i afsnit tre i tredje sæson af X Files , hvis nogen også har set den?), men måske slet ikke er det.
Det er alt sammen stærkt forvirrende og helt sikkert udtænkt på et business-kontor i Hollywood.
Instruktør James Foley har ellers sans for at skrue en ordentlig thriller sammen såsom den over 20 år gamle At Close Range (med Sean Penn og Christopher Walken) og filmatiseringen af John Grishams The Chamber (med Gene Hackman som fængslet nazi-bedstefar).
Denne gang blev det desværre en tand for usandsynligt og udspekuleret. Så udspekuleret, at filmmagerne rent faktisk (siger rygtet) skød tre forskellige slutninger, hver med sin forskellige karakter som morder.
Med andre ord – Perfect Stranger er så løs i plottet, at hvem som helst kunne have svunget kniven. Måske endda over manuskriptet. For filmen bliver kun reddet af, at man undervejs bare VIL vide, hvem der begik det der forvirrende mord. Og så af Halle Berrys figur, selvfølgelig.