Storaktionær i Amagerbanken Karsten Ree får sin vilje, og investorerne klapper i deres små hænder.
Syv bestyrelsesmedlemmer med formand Niels Erik Nielsen i spidsen har nemlig besluttet at trække sig.
Kort forinden havde den adm. direktør, Jørgen Brændstrup, meldt sin afgang.
Amagerbankens aktie er steget over 4 procent efter meddelelsen kom.
"På vegne af Henrik Zimino, Carsten Ehlers, Henrik Håkonsson, Kent Madsen, Jesper Reinhardt, Michael Nelleman Pedersen og mig selv skal jeg oplyse, at vi betragter vores arbejde for banken som afsluttet efter denne turbulente periode. Vi genopstiller derfor ikke og udtræder af bankens bestyrelse," sagde Niels Erik Nielsen på generalforsamlingen ifølge borsen.dk.
Thomas Berngruber, der er formueforvalter i Formueplejes investeringsteam, mener, at den total udrensning er godt nyt for banken.
"Jeg ser det absolut som noget positivt. På kort sigt kan det skabe noget uro, og det vil betyde, at man vil ændre sin nedskrivningspolitik, så der kommer flere skeletter ud af skabene. Men på længere sigt er det absolut positivt," siger han til Newspaq.
Storaktionær Karsten Ree havde forud for generalforsamlingen meldt klart ud, at han ville af med bestyrelsesformanden og næstformanden i banken.
Karsten Ree vil i stedet sætte sin egen advokat Niels Heering ind på formandsstolen.
I sin afskedstale kom Niels Erik Nielsen med en bredside mod Karsten Ree.
"Jeg og mine kollegaer har været forbløffede over, at Karsten Ree med sine udtalelser er med til at ødelægge virksomheden. Det er forbløffende, at der med en fokusering på enkeltpersoner sker sådan en defokusering på det, som det egentlig drejer sig om. Vi har kun et sigte: At banken drives så godt som muligt - både i gode og dårlige tider," sagde han ifølge business.dk.