Den danske tiårige rente nåede at svinge under 0,98 pct. og op til 1,02 pct. torsdag, men lukkede dagen næsten uændret i 1,00 pct. - et enkelt basispoint højere i forhold til et døgn tidligere. I Tyskland steg den tiårige rente ligeledes 1 basispoint til 1,22 pct.
Dagen bød overvejende på stigende risikovillighed i aktiemarkederne, men på eftermiddagen betød et sæt dårlige amerikanske nøgletal lidt mindre købelyst hos aktionærerne og renter, der bevægede sig tilbage mod udgangspunktet.
En spanske auktion over to-, fem- og syvårige obligationer torsdag formiddag bekræftede desuden endnu en gang, at markedet ikke er meget for at bidrage til landets finansiering. Det var næsten udsolgt, idet Spanien solgte for 2,98 mia. euro ud af et samlet mål på 3 mia. euro, men til gengæld steg den gennemsnitlige rente i alle tre papirlængder, og siden auktionen steg den tiårige, spanske rente med 9 basispoint til 6,99 pct. og fortsatte dermed ugens store rentestigning på i alt 40 basispoint.
Frankrigs auktioner over obligationer med tre, fire og fem års løbetid - for i alt knap 9 mia. euro - blev derimod taget vel imod af obligationsmarkedet. De franske statspapirer hentede en langt lavere rente end ved tidligere tilsvarende auktioner, hvilket indikerer stigende tillid til Francois Hollandes nye regering. De treårige papirer blev solgt til en rente på kun 0,12 pct., mens de fireårige gav en rente på 0,53 pct., og de femårige gav 0,86 pct.
De nytilmeldte amerikanske ledige, som var højere end ventet, rykkede ikke stort ved markedet, men skuffende opgørelser kl. 16 over Philadelphia Fed-indekset, salget af eksisterende boliger og de ledende indikatorer virkede dog til at have en negativ effekt.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk