Det danske obligationsmarked var så godt som statisk torsdag. Dermed fortsatte linjen, som blev lagt fra morgenstunden dagen igennem uden udsigt til væsentlige udsving i hverken den ene eller den anden retning. Volatiliteten var som de seneste dage begrænset forud for ugens store begivenhed - mødet mellem centralbankchefer i Jackson Hole i Wyoming som starter senere torsdag og kulminerer med amerikanske centralbankchef Ben Bernankes tale fredag.
- Det hele bliver styret af hvad centralbankerne vil gøre, og nøgletallen bliver vendt og drejet i forhold til, hvad centralbankerne vil sige, siger rådgiver Jesper Bamberger fra Nordea.
Renten på den toneangivende danske 10-årige statsobligation, 3-21'eren, lukkede torsdag i 1,05 pct, hvilket er 3 basispoint mindre end ved såvel åbningen som lukkeniveauet onsdag.
Dagen bød på en stigende tysk arbejdsløshedsprocent for femte måned i træk, og også i Danmark steg ledigheden ifølge tal fra Danmarks Statistik. Fra EU kom opgørelsen fra Eurostat over forretningsklimaet i eurozonen, som var en anelse bedre end ventet, mens amerikanske tal for nytilmeldte ledige skuffede i forhold til forventningerne.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk