Renten på den toneangivende 10-årige danske statsobligation svingede torsdagen i gennem tæt omkring 1,65-1,66 pct. med en enkelt afstikker til 1,68 pct. om eftermiddagen. Men udflugten var kortvarig, og lukkerenten blev 1,66 pct. eller 3 basispoint lavere end lukkeniveauet onsdag og 1 point højere end ved dagens begyndelse.
Dagen var præget af generel usikkerhed efter Verdensbankens nedjustering af de globale vækstudsigter og dystre signaler fra Japan, hvor en styrkelse af yen belastede de japanske aktier eftertrykkeligt. Sammen med generel nervøsitet for, hvad centralbankende kan finde på at gøre ved de pengepolitiske stimuli, er det den slags stof kursfald for aktier og rentefald for obligationer er gjort af.
Og sådan var også billedet i resten af Europa, hvor investorerne søgte mod statsobligationer. I London, Paris og Frankfurt faldt renterne 2-3 basispoint, og det samme var tilfældet i Spanien, mens de græske renter faldt hele 20 point. I Portugal steg renten derimod med 9 basispoint.
Dagens (rente)højdepunkt indtraf med offentliggørelse af amerikanske tal for detailsalget i maj. Statistikken viste en stigning på 0,6 pct., og det overraskede markedet, der havde ventet en stigning på 0,4 pct., positivt.
/ritzau/FINANS
Henning Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk