Det danske obligationsmarked var torsdag præget af faldende renter. Forklaringen skulle dels findes i USA, hvor referatet fra det seneste rentemøde i Federal Reserve styrkede håbet om mere stimuli, men også uventet svage nøgletal fra den kinesiske fremstillingsindustri, som gav aktiekursfald i Europa.
Renten på den toneangivende, tiårige, danske statsobligation lukkede torsdag 9 basispoint lavere i 1,08 pct. Samme bevægelse sås i det øvrige Nordeuropa, mens renterne i Sydeuropa endte en smule højere.
- Pilen pegede allerede i går nedad for de danske renter efter meldingen om, at der først til oktober træffes en beslutning omkring Grækenland. Men det er mest et efterslæb fra referatet fra Fed, som var temmelig aggressiv i sine formuleringer om mulighederne for yderligere stimulans - måske allerede på det kommende møde, siger seniorøkonom Thomas Haugaard fra Handelsbanken til Ritzau Finans.
Mange af Feds medlemmer så et behov for yderligere stimulans, med mindre de økonomiske nøgletal viser en tydelig og holdbar bedring, var meldingen. Et fald i HSBC's PMI-indeks for Kinas fremstillingsindustri bidrog også til rentefaldene.
/ritzau/FINANS
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk