Skuffende nøgletal sendte torsdag investorerne tilbage mod sikrere papirer, og det gav mærkbare rentefald i de nordeuropæiske statsobligationer. Dermed gentog mønstret fra onsdag sig.
Den toneangivende 10-årige danske statsobligation med udløb i 2023 sluttede dagen med et rentefald på 4 basispoint til 1,42 pct., og der var lignende bevægelser i renterne i omkringliggende lande som Tyskland, Holland og Sverige, mens rentefaldene var lidt mindre i Italien og Spanien.
Dagen startede ellers roligt, og formiddagens inflations- og handelsbalancetal for eurozonen rykkede ikke for alvor ved de europæiske statsrenter.
Der begyndte til gengæld at ske noget, da der 14.30 kom tre nøgletal fra USA, der ikke ligefrem gav investorerne mod på appetit.
For det første udviklede det påbegyndte boligbyggeri i USA sig i april langt værre end ventet. Det faldt til 853.000 enheder fra 1.021.000 i marts. Der var ventet 970.000 enheder af analytikerne ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg. Antallet af byggetilladelser steg dog til 1.017.000 enheder fra 890.000 - et stykke bedre end forudset.
Samtidig var der 360.000 nytilmeldte ledige i USA i sidste uge. Ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News var der blandt økonomerne kun ventet 330.000 nye ledige. Ugen før stillede 328.000 sig op i ledighedskøen for første gang - revideret op fra 323.000 ved første opgørelse for en uge siden.
Endelig var inflationen på 1,1 pct. i april og dermed under både 1,5 pct. i marts og estimatet på 1,3 pct. ifølge Bloomberg. Kerneinflationen, udregnet uden fødevarer og energipriser, var på 1,7 pct. mod 1,9 pct. i marts og 1,8 pct. ventet ifølge Bloomberg.
Det satte gang i et rentefald, som tog yderligere til, da Philadelphia Fed-indekset kl. 16 bidrog med en yderligere skuffelse. Det landede på minus 5,2 i maj, hvor økonomerne ifølge Bloomberg ellers havde forudset en stigning til 2,0 fra aprils 1,3.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk