Det var endnu en udpræget stille dag på det danske obligationsmarked torsdag, hvor aktiemarkedet nedtur udløste et mindre rentefald.
Den toneangivende 10-årige danske rente faldt med 2 basispoint til 1,03 pct., mens den tilsvarende tyske rente faldt i samme takt til 1,24 pct.
Der var intet nyt fra den europæiske gældskrise, så markedet tog sin retning fra aktiemarkedet og det faktum, at den amerikanske centralbank ikke er på nippet til at lade seddelpressen rulle for tredje gang i endnu en omgang kvantitative lempelser.
Renterne i gældsplagede Italien og Spanien steg en smule. Den 10-årige italienske rente steg med 9 basispoint til 5,88 pct. mens den spanske 10-årige rente steg med 5 basispoint til 6,56 pct. Det var dog fortsat 51 basispoint under ugens højeste niveau i 7,07 pct. Det voldsomme fald kom efter Spaniens regering har varslet nye voldsomme budgetbeskæringer.
Fra nøgletalsfronten viste industriproduktionen i Eurozonen i juni en stigning på 0,6 pct. måned til måned, noget bedre end det ventede fald i udviklingen. Fra USA kom der tal fra arbejdsmarkedet, hvor 350.000 nye ledige tilmeldte sig sidste uge. Det var mindre end de ventede 370.000.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk