Selvom risikolysten allerede fra åbningen torsdag fik et løft, og aktiemarkederne fulgte med op, da tal fra Kina endelig pegede i retning af øget aktivitet i industrien, var udsvingene på obligationsmarkedet små. Det gjaldt også, da en byge af amerikanske nøgletal senere på torsdagen viste sig fra den positive side.
Den toneangivende tiårige, danske statsobligation, 3-21'eren, holdt sig inden for et snævert spænd, og da gongongen lød, var status en næsten uændret rente på 1,21 pct. I USA steg renterne derimod lidt.
- Vi har fået en streng af tal fra USA, og overordnet har det være ganske pæne tal. Der er flere hints om arbejdsmarkedet, som stort set alle peger på en bedring, og at vi måske kan få et tal for beskæftigelsen, som er lidt bedre end ventet i morgen, siger seniorøkonom Rasmus Gudum Sessingø fra Handelsbanken til Ritzau Finans og tilføjer, at torsdagens jobtal dog kom nogenlunde ud som markedet havde ventet.
- Men det er i sig selv positivt. Der har været som om, at der de seneste dage har sneget sig en lille bekymring ind i markedet for, at vi kunne få lidt skuffelser, fortsætter Rasmus Gudum Sessingø.
Af torsdagens mange nøgletal var en stigning i det kinesiske PMI-indeks for fremstillingsindustrien, et lavere end ventet tal for nytilmeldte ledige i USA og en større beskæftigelse ifølge ADP's rapport samt et ISM-indeks, der viste tegn på en lidt større aktivitet i den amerikanske industri end ventet af markedet.
- Det var ganske fortrøsningsfulde USA-tal, som et eller andet sted bekræfter, at løftet i de amerikanske renter er berettiget, siger Rasmus Gudum Sessingø, der forklare, at investorerne trods alt holder lidt igen før den officielle arbejdsmarkedsrapport fredag, som bliver den sidste før præsidentvalget på tirsdag.
/ritzau/FINANS
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk