De danske obligationsrenter steg torsdag, efter at Den Europæiske Centralbanks chef, Mario Draghi, nedtonede forventningerne til yderligere rentenedsættelser i Eurozonen. Det skete efter et møde i bankens Styrelsesråd hvor den ledende rente blev fastholdt på 0,75 pct.
Markedet bed mærke i en ændret retorik fra centralbankchefen siden bankens møde i december, da der blev efterladt et indtryk af, at man havde overvejet at sænke renten.
- Med den retorik, Draghi nu lægger for dagen, er han lidt mere positiv på det hele, siger Jan Størup Nielsen til Ritzau Finans og forklarer, at Draghi hæfter sig meget ved udviklingen på de finansielle markeder, som har været positiv siden det sidste møde.
En bedring af finansmarkederne vurderes at være et vigtigt skridt i retning af at få stabiliseret økonomien. Problemet er dog ifølge Draghi, at det endnu mangler at slå igennem på realøkonomien.
- Men det er trods alt en forbedring i forhold til det, som var situationen for en måned siden. Draghi siger også, at de var enige om, at renten ikke skulle nogen vegne, hvilket markedet tolker som om, at der er lidt hen til, hvor ECB skal sænke renten igen, siger Jan Størup.
Nordeas fortolkning er, at det ikke på nogen måde er givet, at ECB ikke kommer til at sænke renten igen, men der skal bare noget mere til.
- Hvis situationen bliver som den er nu, så kommer de ikke til at sætte renten ned, og det er også derfor, at rentemarkederne reagerer som de gør, siger Størup Nielsen.
Renten på den toneangivende 10-årige danske statsobligation steg torsdag 9 basispoint til 1,61 pct.
Omvendt var der store rentefald i de italienske og spanske statsobligationer. Den 10-årige spanske rente faldt 23 basispoint til 4,90 pct., hvilket er det laveste niveau siden marts 2012 og vidner om, at gældskrisefrygten er på retur. Det blev også understreget af en vellykket auktion torsdag over spanske statsobligationer for samlet 5,8 mia. euro, hvilket var over målet på 5 mia. euro.
/ritzau/FINANS
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk