De har har haft det varmt i den midtjyske by, Karup, i dag. Og med god grund. Præcis tyve minutter over et blev årets første rigtige sommerdag en realitet i Karup.
Det skete, da termometeret viste 25 grader - den temperatur, som ifølge Dansk Meteologisk Institut er en forudsætning for at en dag er en vaskeægte sommerdag.
Ti minutter efter Karup kom Billund og den lille by Isenvad nåede 25 grader klokken 15.30.
Med den 26. april som årets første sommerdag kommer
dette år ind på en delt sjetteplads over tidligste sommerdage. Rekorden
indehaves af 1959, hvor de 25°C blev passeret allerede den 14. april.
De år, hvor første sommerdag er kommet tidligere end 26. april er
- 1959, 14. april
- 1964, 19. april
- 1911, 20. april
- 1996, 22. april
- 1968, 23. april
Det år, hvor årets første sommerdag faldt senest, var i 2005, da der først blev målt 25 grader et sted i Danmark den 30. juli.
Resten af Europa er også ramt af en tidlig sommer. I det nordlige Frankrig er der målt over 20 grader - 10 mere end normalt. Belgien oplever det varmeste forår siden 1830, og i England har de 23 første dage af april været de varmeste siden 1945.
PS: Sommervejret fortsætter de kommende dage. Fredag bliver det op til 23 grader, lørdag melder om op til 20 grader, mens meteologerne lover op til 18 grader på søndag.
I næste uge fortsætter det gode vejr, selvom temperaturen nok falder til 15-17 grader.