Ekstreme vejrforhold førte fredag til en en lang række tragedier i det sydlige USA. En serie af tornadoer dræbte mindst 20 mennesker og ødelagde alt på deres vej gennem tre stater, og hårdest gik det ud over Alabama.
En flok skrækslagne teenagere søgte tilflugt for skypumperne på gangene i det lokale gymnasium, Enterprise High School, og otte af dem blev dræbt, da tornadoen flåede skolens tag af.
»Jeg satte mig ned. Og det næste, der skete, var, at vinduer og andre ting pludselig smadrede omkring mig,« fortæller eleven Robert Humphrey til Reuters.
Endnu én blev dræbt og 50 såret, da skypumpen passerede lige igennem byen med 80 kilometer i timen.
Erklærer undtagelsestilstand
Også nabostaten Georgia betalte en høj pris for elementernes rasen. En tornado ramte det regionale Sumter Hospital og dræbte to mennesker. I alt mistede ni mennesker livet i Georgia, hvor biler lå strøet tilfældigt ud over landskabet.
Borgmesteren i Alabama erklærede kort efter, at katastrofens omfang stod klart, staten i undtagelsestilstand. Han fik støtte af præsident George W. Bush. Ifølge en talsmand for Det Hvide Hus, er Bush klar til at sende hjælp til de hårdest ramte områder i blandt andet delstaterne Alabama, Georgia og Missouri.
»Præsidenten er meget ked af at høre om de omkomne. Han tænker på familierne til ofrene og på indbyggerne i delstaterne. Administrationen er klar til at hjælpe,« siger talsmanden til CNN.
Tornadosæsonen begynder normalt først i maj, men den usædvanligt varme havstrøm ved navn ’El Niño’ får de voldsomme tornadoer til også at opstå om vinteren.