Tordenvejr afbrød tirsdag en fodboldkamp ved kvinde-VM.
Torden og lyn fik dommeren til at afbryde VM-kampen i gruppe F mellem Sverige og Chile i franske Rennes. Det skete ved stillingen 0-0 efter 71 minutter.
Efter cirka 40 minutters afbrydelse kunne spillet genoptages, og Sverige var herefter skarpest med to mål i slutfasen. Dermed vandt Sverige med 2-0.
Men inden da skulle spillerne igennem lidt af hvert.
Kampen startede med solskin, men undervejs begyndte regnen at sile ned. Kort efter var der både lyn og torden.
Dommeren mente, at spillernes sikkerhed var truet, så hun blæste i fløjten og beordrede alle spillere i omklædningsrummet.
Uvejret stilnede dog af, og de mørke skyer over stadion forsvandt, så kampen kunne genoptages klokken 20.12 - efter cirka 40 minutters pause.
Sverige udnyttede pausen bedst. I de sidste 20 minutter var svenskerne effektive og scorede to gange.
Kosovare Asllani bragte Sverige foran 1-0 efter 83 minutter, mens Madelen Janogy cementerede sejren efter en flot solotur fire minutter inde i overtiden.
/ritzau/