Dagens varslede tordenbyger er aflyst og erstattet af høj sol og ægte sommervejr. Det oplyser meteorolog Thomas Alsbirk fra Vejret.dk til Ekstra Bladet.
I stedet for regn, torden og hagl kan danskerne nu se frem til en dag, der ligefrem kan sætte ny varmerekord.
"Det ser ud til, at tordenvejret er gået totalt i opløsning over havet. De fleste byger er klappet sammen på vejen over Vadehavet, og det bliver højst til enkelte lokale byger," siger Thomas Alsbirk.
Det var ellers hele to kraftige tordenvejr, der lå faretruende tæt på Danmark og skulle have indhyllet landet i det rene møgvejr fra i formiddags.
Men sådan blev det altså ikke.
"Selv sønderjyderne får mest sol og temperaturer på over 25 grader. Så umiddelbart er uvejret aflyst, og den gode nyhed er, at det bliver super strandvejr i stedet for," siger meteorologen.
I går ramte et kraftigt uvejr den vestlige del af Tyskland, og seks personer mistede livet, da træer og højspændingsledninger blev blæst omkuld.