Toptræneren Fabio Capello har gennem tiden ført hold til mesterskaber og titler i Italien, Spanien og Champions League.
I øjeblikket står den 71-årige italiener med en lidt anderledes udfordring i kinesisk fodbold.
For en lille måned siden overtog han træneransvaret i klubben Jiangsu Suning, som han skulle forsøge at lede væk fra næstsidstepladsen.
Det er dog ikke gået helt som håbet. I weekenden blev Capellos hold i stedet sendt ned på 16.- og sidstepladsen i den pengestærke kinesiske liga.
Det skete efter et 0-1-nederlag til ligaens nummer to fra Shanghai SIPG, der var uden to af holdets største stjerner Oscar og Hulk samt træner Andre Villas-Boas. Alle tre har i øjeblikket karantæne.
Mens Shanghai SIPG ikke kunne stille i stærkeste opstilling, havde Capello til gengæld brasilianerne Ramires og Alex Teixeira med en fortid i henholdsvis Chelsea og Shakhtar Donetsk med fra start.
Under Capellos ledelse er det blevet til to nederlag og en enkelt uafgjort for Jiangsu Suning, der på sidstepladsen har ni point efter 15 spillerunder.
Fabio Capello har tidligere været træner for Juventus, Roma, AC Milan og Real Madrid.
I 1994 førte han AC Milan frem til den samlede sejr i Champions League.
Capello har også været landstræner for England og Rusland.
/ritzau/