Kun den russiske speedwaystjerne Emil Sayfutdinov forhindrede en perfekt lørdag aften for Niels-Kristian Iversen ved det britiske grand prix i Cardiff.
Danskeren scorede 16 point i Wales - mere end nogen anden på aftenen - men blev kun toer i selve finalen efter russeren, som samlet scorede 14 point.
- Jeg er rigtig godt tilfreds. Det er selvfølgelig ærgerligt, at jeg ikke kan snuppe den sidste, men det er et kæmpe skridt at komme i finalen og blive toer.
- Jeg lavede mange point, havde konstant gode starter, og havde god farten i cyklen, så det kan kun beskrives som godt.
- Den store pokal får jeg ikke med hjem, men det er godt for tabellen med mine point. Det batter ikke så meget, hvis du bliver nummer to eller tre i en finale, men kun har syv eller otte point med fra de indledende heat, siger Niels-Kristian Iversen.
Samlet rykkede han tre pladser frem i VM-tabellen, hvor Niels-Kristian Iversen nu er nummer seks.
Han er 20 point efter den førende, som er Sayfutdinov. Nicki Pedersen blev slået ud i semifinalen, men avancerede til en tredjeplads samlet - 13 point efter russeren.
/ritzau/