Ryg en fed og prøv med en lidt mere afslappet tilgang til narkotika.
Sådan lyder det fra ingen ringere end Kofi Annan, tidligere FN generalsekretær, der er med i et panel, som sammen med andre internationale toppolitikere anbefaler verdens regeringer at skifte kurs i kampen mod narkotikamisbrug og narkotikakriminalitet.
I stedet for at kriminalisere misbrugere og bekrige narkotikahandel med hårdhændede metoder bør verdens regeringer hellere løse de problemer, som skubber mennesker ud i narkotikakriminalitet eller narkomisbrug.
Legalisering af hash og cannabis kan derfor være en løsning, foreslår panelet.
"Der er 250 millioner narkotikamisbrugere i verden, og vi kan simpelthen ikke behandle dem alle som kriminelle," konkluderer panelet i rapporten.
Men USA og Mexico har allerede inden rapportens officielle udgivelse i dag blankt afvist rapporten. De to lande samarbejder om en hårdhændet tilgang til bekæmpelse af narkotikakriminalitet. Det skriver Los Angeles Times.
Mexicos præsident Calderon afviser således på lige fod med præsident Obama at ændre landets hårdhændede metoder i narkotikabekæmpelsen, som er en hjørnesten i regeringens politik. Siden 2006 har det mexikanske militær været sat ind i kampen mod narkokartellerne, og tusinder er døde i kampene.
Narko-panelet tæller udover Kofi Annan blandt andet Javier Solana, tidligere EU-generalsekretær og Louise Arbour, tidligere menneskerettighedskommissær ved FN, samt forhenværende præsidenter for både Mexico, Brasilien og Colombia.
Desuden deltager et antal intellektuelle og forfattere. Panelets konklusioner og anbefalinger bygger på omfattende undersøgelser af blandt andet Portugals positive erfaringer med legalisering af hash.
Kilde: Los Angeles Times