Da Venstre sidste weekend holdt landsmøde, var der ingen spor af Lars Christian Lilleholt. De sidste to uger har han nemlig været indlagt på Odense Universitets Hospital, hvor lægerne blandt andet har fjernet hans ene storetå.
Det fortæller den tidligere minister selv i et opslag på Facebook, der ledsages af et billede fra hospitalssengen.
– Jeg har fået en dobbelt ballonudvidelse i venstre ben og fået bortopereret min venstre storetå. Det er sket som følge af et lille sår, jeg fik på venstre storetå for godt en måned siden, skriver toppolitikeren blandet andet.
De seneste ti år har han lidt af Type2 diabetes. Det gør, at betændelse i et sår har risiko for at brede sig. Og da antibiotika ikke kunne slå betændelsen ned, var der ingen anden udvej end at lade storetåen amputere.
Lars Christian Lilleholt er nu sygemeldt fra Folketinget, da han ifølge lægernes anbefalinger ikke må gå på foden i fire uger.
– Men en ting er sikkert: Jeg kommer stærkt tilbage. Og jeg har det efter omstændighederne godt, og jeg satser på at komme hjem en af de kommende dage. Stor tak til alt personalet på Odense Universitets Hospital, som har givet mig en omsorgsfuld og god behandling, lyder det i opslaget.
Lars Christian Lilleholt er 56 år. Han blev første gang valgt til Folketinget i 200 og var Energi- forsynings- og klimaminister i Lars Løkke Rasmussens regering fra 2015-2019.