Folketingsmedlem for Venstre Lykke Friis har valgt at trække sig fra dansk politik omgående for i stedet at tiltræde en stilling som prorektor på Københavns Universitet 1. august.
- Jeg har haft fire meget lærerige år. Jeg har været privilegeret at sidde med i en regering og har på tætteste hånd haft mulighed for at påvirke den politiske proces, siger Lykke Friis i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Det har været fantastisk spændende. Og det er jeg meget taknemmelig for, men jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke skulle være politiker på livstid.
Lykke Friis blev udnævnt til klima- og energiminister i 2009. Dengang kom hun fra en stilling som prorektor på Københavns Universitet - det job, som hun nu vender tilbage til - og som hun med egne ord har savnet.
- Da muligheden for at vende tilbage i min gamle funktion opstod, gik jeg i tænkeboks. Skal Danmark klare sig i det globale hjernekapløb, har vi brug for at styrke både forskningen og uddannelsen markant.
Mens Lykke Friis glæder sig til at vende tilbage til forskningen, beklager Venstre formand, Lars Løkke Rasmussen, at hun forlader partiet og politikken.
- Jeg er selvfølgelig ked af, at Lykke Friis forlader Christiansborg. Hun har gjort det fantastisk. Hun er et dygtigt, varmt og visionært menneske, som har leveret en stor indsats for Venstre - både som energi- og klimaminister og som EU-ordfører, siger han.
Han understreger dog samtidig, at Lykke Friis aldrig har lagt skjul på, at hun ikke ville bruge resten af sit liv som politiker. Derfor er Lars Løkke Rasmussen ikke helt overrasket over, at hun nu træder ud af Venstres folketingsgruppe.
- Jeg er meget glad for, at hun forbliver medlem af Venstre, og jeg ønsker hende al mulig held og lykke fremover, siger han.
Lykke Friis' plads på Christiansborg overtages af 1. suppleant Finn Thranum, 57 år og folketingskandidat i Aarhus Vest.
/ritzau/