Der sker noget med kendis-faktoren, når man uge efter uge toner frem på de danske tv-skærme sammen med nogle af Danmarks største stjerner. Det kan sangerinden Dopha, med det borgerlige navn Sophie Daugaard Andersen, skrive under på.
Hun er en af deltagerne i årets "Toppen af poppen" og kan mærke, hvordan flere er begyndt at genkende hende. Også på steder, hvor langt de fleste foretrækker at være helt anonyme.
I et interview med lokalavisen.dk fortæller sangerinden, som står bag hits som "Happy for me" og "The Game", at hun forleden blev genkendt af en fan, mens hun stod under bruseren i svømmehallen.
- Jeg kunne for nylig mærke, at jeg blev genkendt, da jeg stod under bruseren i svømmehallen, fortæller Dopha.
Og hun havde ret i, at det var en fans øjne, der hvilede på hende.
- Efterfølgende skrev hende, der kiggede på mig, at hun genkendte mig fra tv men var for genert til at sige noget til mig. Og at hun er vild med min musik, fortæller sangeren til lokalavisen.dk
Og mens mange sikkert godt kunne have været den oplevelse foruden, beskriver den 27-årige sanger det som "virkelig sødt".