Et fashionabelt hotelværelse var kulisse for topniveau-samtalerne mellem USA’s udenrigsminister, Condoleezza Rice, Israels præsident, Ehud Olmert, samt det palæstinensiske selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, i Jerusalem mandag.
Og otte ord var centrale i topmødets indhold: »Vi anerkender staten Israels ret til at eksistere«.
Det er den sætning, både Israel og det internationale samfund gerne vil høre fra den palæstinensiske premierminister og Hamas-leder Ismail Haniya. Indtil videre nægter Hamas dog at anerkende Israel, og hverken USA, EU eller Israel vil derfor give økonomisk støtte til palæstinenserne.
Hamas vil træde vande
Baggrunden er, at de to stridende palæstinensiske fraktioner Fatah og Hamas fornylig fandt sammen om et nyt samarbejde, og netop Hamas-lederen vurderes at blive samlingsregeringens øverste chef.
Mellemøst-ekspert Jakob Feldt fra Syddansk Universitet mener, at konflikten i høj grad er blevet til en »symbolsk nedstirringskrig« mellem Hamas og Israel.
»Hamas anerkender og samarbejder i praksis med Israel. Konflikten om den manglende anerkendelse er kun betydningsfuld på et symbolsk niveau.«
Han peger på, at Hamas i februar 2006 vandt den palæstinensiske regeringsmagt, fordi de hos mange palæstinensere fremstod uplettede i forhold til at samarbejde med arvefjenden Israel. Jakob Feldt vurderer derfor, at Hamas vil søge at træde vande så længe som muligt i det politiske spil om de otte ord.